//Indeholder omtale af boggaver fra forlag//
Turen gik i går, lørdag, til Bogforum i Bella Center, og hvilken dag det var! Min mor, (der jo er boghandler), og jeg var afsted sammen. Det betød selvfølgelig, at der også var plads til lidt kage og kaffe.. Heldigvis var der masser af små cafeer rundt omkring, så mad var der nok af!
Planen var egentlig ikke, at købe en masse bøger.. Men det lykkes sjældent, når nu to bognørder er afsted. Jeg sørgede dog for at holde mig til kun 5 bøger denne gang, og jeg betalte kun for de tre af dem! (Savner dig og Kære Evan Hansen var gaver fra henholdsvis Gads Forlag og CarlsenPuls). Især Kære Evan Hansen ser jeg meget frem til at læse, da jeg har hørt en del om Broadway-stykket, som bogen er baseret på.
Vi tog ikke afsted for at høre oplæggene, men mere for at finde inspiration til julehandlen, der jo snart er over os. Oplæggene (og gæsterne!) på messen var velvalgte, men da vi kun skulle afsted lørdag, så var der ikke tid til det hele, desværre. Det gode ved BogForum er da også, at selvom vi ikke stæsede rundt efter forskellige oplæg, så fangede vi alligevel små brudstykker fra de mange fortællinger rundt omkring.
Der er generelt en helt fantastisk stemning, især når man kommer derind fra morgenstunden. Vi tog hjemad igen ved en 14-tiden, og på det tidspunkt var der virkelig mange mennesker. Stemningen var stadig fin, dog med en kant af stress og lettere panisk masen frem og tilbage. Vi klarede hjemturen med metro og S-tog i selskab med et par hundrede andre gæster derfra – ganske hyggeligt!
Alt i alt var dette års Bogforum lidt af en succes – jeg har ikke haft mulighed for at deltage før, men jeg håber da, at jeg får muligheden igen næste år!