//Anmeldereksemplar fra forlaget//
Dette eksemplar af Kære Evan Hansen blev uddelt allerede sidste år på BogForum – jeg læste den da også samme uge. Men det er ikke altid lige så nemt at finde ordene som det er at læse dem. Kære Evan Hansen er en speciel historie, og i lang tid kunne jeg ikke få skrevet en anmeldelse. Jeg var simpelthen i tvivl om, hvad jeg skulle synes om den – men uanset hvad jeg får skrevet her, så er det stensikkert, at bogen bliver en succes.
“I dag bliver en god dag, fordi..”
Sådan begynder Evan Hansens breve. De breve, han skriver til sig selv. Hans terapeut har sat ham på opgaven, der skal afhjælpe Evans angst og ensomhed. Evan selv er ikke vild med det, men han har alligevel holdt fast på skriveriet i sommerferien. Det er først da skoleferien nærmer sig sin afslutning, at Evan går i stå.
Han får dog taget sig sammen til at skrive et enkelt brev, i løbet af første dag efter sommerferien. Men da han printer det på skolens bibliotek, sker det utænkelige: En forkert person får fat i brevet. Pludselig er Evans brev – og Evan selv – en del af noget meget større, end han nogensinde kunne have forestillet sig.
Kære Evan Hansen er en ganske realistisk historie om hvor svært og forvirrende det kan være at blive voksen. Desværre drukner den ene dramatiske historie i den næste, i en bog der ikke kan holde styr på dem alle. Bogen, der oprindeligt er et Broadway–stykke, fungerer muligvis bedre på scenen. På tekst bliver alle scener for udpenslede, og de få karakterer har svært ved at skinne igennem.
Der mangler noget balance mellem de personer og historier, der følges gennem bogens plot. ALT er ekstremt – alle følelser, alle reaktioner, alle situationer. Det er næsten som et Klovn-afsnit på speed, så uudholdelige bliver de akavede scener. Jeg nåede kun lige at ånde lettet op fra én situation, og så måtte jeg holde vejret igen for at klare mig igennem den næste. Det er spændende, ja, men også for meget. Det, der skal forestille en tragisk historie, bliver næsten absurd, måske endda fjollet at være vidne til.
Jeg er dog overbevist om, at Kære Evan Hansen bliver en succes alligevel. Det er lykkedes forfatterne at skildre Evans angst ganske godt, og hans (og hans venners) opførsel er uden tvivl noget mange teenagere kan relatere til. Jeg genkendte da selv masser af ting, som jeg gjorde og tænkte da jeg var teenager. (Dengang for 80 år siden..)
Oplevelsen er både hysterisk morsom og en lille smule beroligende på samme tid. Men jeg er nu sikker på, at både teenagere og voksne kunne have godt af at læse bogen – enten for at opdage, at man ikke er alene med alle de ekstremt. Store. Følelser – eller for at blive mindet om, hvordan det føltes at være grebet af dem dengang.
Hvor ville jeg dog bare ønske, at forfatterne havde taget nogle dybe indåndinger en gang imellem, og givet historien nogle steder at falde til ro. Men måske er det meningen, at man skal føle sig lige så angstplaget og bekymret som Evan? I så fald er det lykkedes dem!
For fans af John Green, Rainbow Rowell eller Becky Albertalli. (:
Bogen udkommer d. 10. januar – den kan forudbestilles hos de fleste boghandlere.
| Forfatter: Benj Passek, Justin Paul, Steven Levenson, Val Emmich | Forlag: Carlsen | Udgivelse: 10. januar 2019 | Oversætter: | Originaltitel: Dear Evan Hansen |