Læseeksemplar fra forlaget.
Jeg hader normalt at efterlade bøger. Jeg plejer at gøre en dyd ud af at færdiggøre alle bøger jeg begynder på, uanset hvor lidt jeg kan lide dem. Nogle gange kan man være heldig, da det viser sig at bogen faktisk bliver god efter 80% af den er læst.
Nu hvor jeg har fået travlt med studie, arbejde og andre sociale arrangementer, har det dog ændret sig lidt. Jeg er ikke interesseret i at bruge for meget tid på en bog der bare ikke bliver bedre efter et par hundrede sider.
Men i dette tilfælde måtte jeg give op allerede på side 91.
Det er simpelthen ikke muligt for mig at fortsætte læsningen, og den er derfor endt på min mentale DNF-hylde (did not finish, et vidt anvendt begreb på Goodreads). Bogen er bare ikke god. Sætningskonstruktionen er underlig og opstyltet. Når karakterer taler sammen, lyder det mere som replikker sagt af uinteresserede skuespillere, end egentlige mennesker. Karaktererne har ingen ønsker, ingen interesser og ingen rigtig tilstedeværelse på siden. Deres forhold er overfladiske, og jeg har intet ønske om at vide hvad der egentlig sker med dem. Jeg er faktisk ikke engang en lille smule nysgerrig – hvilket forklarer hvorfor bogen har stået og samlet støv på min reol i tre uger. Normalt ville jeg læse videre, bare for at vide hvad der sker, men jeg er virkelig ligeglad, og det er fordi det føles som om forfatteren har haft det på samme måde da bogen blev skrevet. Hele plottet er så pokkers passivt, at det føles som om det bare bliver liret af for at nå det rette antal ord.
Det glæder mig på ingen måde at skrive sådan om en bog, og slet ikke en dansk udgivelse! Jeg er sikker på at Kristian Leth har arbejdet hårdt på at få skrevet noget han kan være stolt af, men det skinner bare ikke igennem når man læser den. Jeg havde sådan glædet mig til at læse noget fantastisk dansk fantasy, og jeg er blevet så umådeligt skuffet af Mithos. Jeg er uforstående overfor forlagets beslutning om at udgive en bog der på mange måder føles så ufærdig. Med et par måneders redigeringsarbejde tror jeg ærligt at både plot og karakterer kunne have fået et gevaldigt løft, og så havde jeg måske været i stand til at færdiggøre læsningen. Det er dog ikke tilfældet nu.
Øv.
Da jeg ikke færdiggjorde denne bog, får den ingen stjerner. Måske vil jeg forsøge at læse den igen en dag..
Mithos er udgivet af Lindhardt og Ringhof i maj 2017, og skrevet af Kristian Leth. Find den i din lokale boghandel, hvis du tør (:
x