Dewey’s 24-timers læsemaraton

bibliotek_readathon

I denne weekend afholdes der i hele verden det, der kaldes Dewey’s 24 Hour Readathon – eller, på dansk, et læsemaraton. Jeg skal for første gang prøve kræfter med det, og jeg glæder mig meget!

Der er oficielle, internationale starttider på hjemmesiden, men på mit kollegie hvor vi afholder det, har vi besluttet at gøre det fra kl. 9.00 denne morgen, til kl. 9.00 i morgen, søndag.

Vi har alle medbragt vores egne ‘læsebunker’, og har desuden medbragt ekstra bøger til fællesbiblioteket så alle har chancen for at læse lige hvad de har lyst til.

Selv har jeg planlagt at læse min ‘sædvanlige’ genre: Fantasy. Her har jeg valgt American Gods og Good Omens af Neil Gaiman (og Terry Pratchett) – American Gods er genlæsning, for jeg har aldrig haft fornøjelsen af at læse den på engelsk.

Jeg har også endelig fået muligheden for at læse fortsættelsen til den fantastiske The Lies of Locke Lamora af Scott Lynch, og som en lille afstikker, Bad Guys af Aaron Blabey, som egentlig er en børnebog. Men alle bøger er velkomne, og jeg har da også planlagt at få læst Jane Eyre, hvis jeg får tid til det.

Jeg opdaterer løbende her på bloggen i løbet af dagen (og natten!) x

20180428_111007

Boghandleraften med Lindhardt og Ringhof (og mere kage…)

LR-BoghandleraftenCollage

Så har jeg haft æren af at være med til endnu et fantastisk boghandler-event, denne gang arrangeret af Lindhardt og Ringhof. Programmet var spækket med spændende forfattere, og jeg fik endda taget et billede med en af mine største kagehelte, Micki Cheng!

Vi lagde ud med at høre om Sissel-Jo Gazans nyeste bog, Blækhat, fra Sissel-Jo selv. Bogen foregår både i Aarhus og Berlin, to byer der har speciel betydning for forfatteren. Det er ikke en krimi, men heller ikke helt en skønlitterær roman, så det er lidt op til læseren at bedømme den. Der er nogle selvbiografiske elementer med, især når det kommer til hovedpersonen Rosa, men der er også taget en del kunstneriske friheder – bl.a. får street art nu sin begyndelse i Aarhus! Vi fik alle et eksemplar af bogen da aftenen sluttede, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med den. – Udkommer 5. oktober

Micki-selfie2
Som jeg skrev. Stor fan.

Hun blev efterfulgt af Micki Cheng, som de fleste nok kender fra DR’s Den store bagedyst. Jeg er kæmpe fan. Han fremviste billeder fra sin nye kagebog, der hedder noget så dejligt simpelt som Mickis kager. Opskrifterne starter med at være relativt simple og nemme at give sig i kast med, og bliver efterhånden mere tekniske som man bladrer igennem bogen. Billederne var virkelig fine, og vi fik lov til at smage et stykke af hans fantastiske lime-kokos-hindbærkage. Det’ lækkert! (Som Micki sagde). – Udkommer 9. oktober

ravnensrede

Leif Davidsen præsenterede sin nye bog Ravnens rede, og den ser jeg virkelig frem til!Jeg sad så sent som i går og ledte efter gode, uhyggelige bøger jeg kunne læse i den nært forstående Halloween-måned (også kendt som oktober), og selvom Ravnens rede først udkommer i november, så er der ingen tvivl om at den bliver den perfekte uhygge-bog! Den vil helt sikkert blive beskrevet nærmere i et senere blogindlæg. Udkommer 10. november

Herefter fulgte Geo, med bogen Hva’ så nu, om hans kræftsygdom og livet efterfølgende. Hvordan man som person – og familie – tackler en livstruende sygdom, og hvordan han følte at han nærmest blev nulstillet. Det var et virkelig fint og rørende oplæg, men med et par humoristiske indslag som kun Geo kan gøre det. Jeg er sikker på at den kunne blive en af årets mest populære julegavebøger. – Udkommer 25. september

I pausen var der sandwiches, drikkelse og KAGE. Så meget kage. Det var skønt – men meget svært at vælge imellem de forskellige slags, så jeg snuppede (næsten) én af hver. Det må man godt når der er kagebord, blev Micki og jeg enige om.

Efter pausen hørte vi fra Steffen Jacobsen, Louise Kjølsen, Joakim Jakobsen, og sidst, men ikke mindst Søren Ryge (Petersen). Steffen Jacobsen præsenterede Da blev jeg døden, om udviklingen af atombomben, J. Robert Oppenheimer og Niels Bohr. Den udkom allerede 7. september, men fortjener virkelig al den omtale den kan få – anmelderne er vilde med den!

Ludermanifestet
Midlertidig forside, hentet fra L&R’s egen blog. Forsiden vi blev præsenteret for i går, så dog lidt anderledes ud.

Louise Kjølsen fortalte om den bog hun har skrevet i samarbejde med Nikita Klæstrup og Ekaterina Andersen, om at være kvinde i dag, men også om deres fjerdebølgefeminisme og hvordan de er blevet mødt med voldsomt meget kritik for at udtale sig om vigtige emner i undertøj. Louises præsentation var klart den mest direkte og energiske der var på aftenen, og jeg ser virkelig frem til at læse deres bog! Udkommer  3. november

Joakim Jakobsen har skrevet en bog om de ord og vendinger der har fulgt Danmarks udvikling gennem tiden. Han lægger ud med begrebet ‘danerne’, og så tager det ellers fat derfra. Jeg ser helt sikkert denne bog som en genial julegave til enhver historie- eller sproginteresseret person i dit liv. – Udkommer 26. september

 

Screenshot_20170821-192829
Ozzy, i sin elskede regnjakke. Han er ikke helt vild med tanken om en gåtur i regnvejr…

Til sidst var vi så heldige at høre om Søren Ryges nye bog, Et liv med hund. Efter den vilde respons han fik på DR-afsnittet med YoYo, hans kære fox terrier, har han besluttet sig for at skrive en bog om, ja, livet med hund. Han læste adskillige afsnit op fra bogen, og jeg kunne se hver enkelt situation helt tydeligt for mig – min families (men mest min mors) hund er en jack russell, Ozzy, og han kunne nemt have været hovedpersonen i historierne vi hørte. En fantastisk afslutning på en super god aften! Et liv med hund er indtil videre planlagt til at udkomme 1. december i år, så julegaven til hundeejerne er i hvert fald i hus!

x

 

 

GemGem

Forfatteraften med People’s Press – Inspiration til efterårets bøger (og kager!)

ForfatteraftenCollageDer er intet som en velarrangeret forfatteraften der kan glæde en boghandler. Vi blev inviteret til at komme ud til Handelsfagskolen i Skåde, for at deltage i dette års People’s Press-event. Det var ret fantastisk. Programmet var fyldt med spændende bøger (og forfattere!), og maden var fantastisk. Det er ikke altid at forlagene er lige gode til at servere lækker mad (snack-mad og pizza er fint, forstå mig ret), men People’s Press gjorde virkelig meget ud af det! (Jeg har desværre ikke billeder af maden – den blev spist for hurtigt…)

Selve aftenen var virkelig interessant, og der blev set på de mest spændende udgivelser der kommer det næste halve års tid – så juleønskerne er næsten allerede i hus! Bøgerne var allesammen forskellige genrer, så det er lige før der er til hvert eneste familiemedlem, bare i disse udgivelser.

Forfatteraften-4bøger-collage2Ilkas arv – Sara Blædel

Denne starter præcis hvor den forrige bog, Bedemandens datter, slutter. Den er nummer to i den planlagte trilogi. Bogen fokuserer på de oplevelser som Ilka nu møder i USA, men også hvad der egentlig skete med hendes far dengang han forsvandt. Krimi-delen, alt det spændende, ligger i de relationer der udspiller sig mellem karaktererne i løbet af bogen. – Udkommer d. 3. november

Tor Nørretranders – Se frem

En bog om hvordan vi kan redde verden ved hjælp af vores evne til at se fremad. Det udspringer bl.a. af Kants tanker om hvordan vi som mennesker forholder os til os selv og hinanden, og hvad vi allesammen kan gøre af små, simple ting for at gøre verden bedre. Aftenens nok tungeste bog, men helt sikkert én som jeg ville anbefale til alle der er bare en smule bekymrede for fremtiden. – Udkommer 27. oktober

Liv Martine Hansen & Simone Thorup Eriksen – Kagetid(!)

Der er fokuseret på den simple bagehygge i denne bog. Korte(re) ingredienslister, der består af produkter man kan finde i den lokale brugs, fremfor en sær hjemmeside. Med illustrationer og pynteting af Simone Thorup, er der virkelig dømt familiehygge! (Vi fik en smagsprøve på den ene af kagerne, og det var himmelsk!) En bog jeg helt sikkert får brugt meget de næste par måneder. – Udkom 1. september

Peter Graae – Bad Company: Fire år med Bandidos

Helt sikkert aftenens mest spændende bog! Peter Graae har igennem flere år arbejdet på historien om et tidligere Bandidos-medlem, der sprang fra, tilstod alt overfor politiet, og har hjulpet med at stable adskillige straffesager på benene med sine oplysninger. Bogens hovedperson blev meget sent medlem af klubben, og forlod den også hurtigt igen. En virkelig spændende historie om hvor hurtigt man kan ryge af sporet. Jeg har desværre ikke et billede jeg kan vise, da bogen ikke engang er skrevet færdig endnu! – Udkommer i november

Janni Ree & Peter Bro Støvring – Golddigger: I think not

En ‘tell-all’ bog om Janni Ree og hendes liv, fortalt til Peter Bro Støvring. Der er adskillige… Spændende(!) historier i denne bog, som ikke har været ude tidligere. Vi hørte et kort resumé af to af dem, men de egner sig ikke til at blive gentaget på denne blog – det må man selv læse sig til! (-; Det er ikke lige min slags bog, men det bliver helt sikkert en bog der kommer til at stå på mange ønskesedler til jul! – Udkommer 1. december

Peter Wohlleben – Dyrenes hemmelige liv

Helt klart det mest spændende oplæg (selvom alle oplæggene virkelig var gode!), og helt sikkert også den bog jeg glæder mig mest til at få læst. Den handler om hvordan vi egentlig undervurderer dyrene, og hvordan især forskningen bagatelliserer deres intelligens. Wohllebens oplæg blev næsten et mini-foredrag, med adskillige spørgsmål fra publikum. Jeg nåede også at få signeret min bog, hvilket næsten var aftenens højdepunkt (kagen skal jo huskes). – Udkom 7. september

Sidst, men absolut ikke mindst: Der var goodiebags! Det siger man jo slet ikke nej til. Jeg var så heldig at få fingrene i Bedemandens datter (som jeg ikke har læst endnu, så det er perfekt), Kagetid! og Dyrenes hemmelige liv. De sidste to fik jeg endda signeret, hvilket næsten var aftenens højdepunkt. Jeg glæder mig til at få testet nogle (mange) af kageopskrifterne.

Forfatteraften-Goodiebag

Alt i alt var det en virkelig vellykket aften, så mange tak til People’s Press!

På torsdag går turen til Lindhart og Ringhof, der også afholder en forfatteraften. Og den 3. oktober er det Turbines tur til at underholde os. Så der er nok at se til!

x