Anmeldereksemplar fra forlaget.
Dette er desværre endnu en af de gange, hvor jeg vil afholde mig fra at give en bog en ‘nem’ stjernebedømmelse. Jeg har ikke læst Hvis væggene kunne tale færdig. Det er ikke en særlig god bog. Plottet er acceptabelt, men det forsvinder desværre i bogens ufærdighed.
Først lidt om plottet, skamløst hugget fra bagsideteksten og Bogportalen.dk, men omskrevet en smule:
Ejner Vindslev, regnskabschef i firmaet Sparring, Holck & Plum, begår underslæb i firmaet på en mørk aften i 1968. Ejner er i massiv gæld, og har adgang til alle klienters konti. Da han opdager hvor let det er at snuppe penge derfra, er han ikke til at stoppe igen. Han beslutter sig for at stikke af med pengene.
I 2015 findes et lig i en kælder, og alt peger på at det er Ejner Vindslev. Hans søn, Jakob, begynder en søgen efter sandheden. Han får hjælp af Jane, den lokale bibliotekar. Men det får hurtigt konsekvenser.
Jeg gav bogen tre forsøg før jeg opgav den. Det er ikke min stil at give hurtigt op, men Hvis væggene kunne tale kunne ikke overvindes. Det er desværre ikke ualmindeligt når det kommer til bøger fra forlaget Mellemgaard. Teksten virkede ikke gennemlæst, og fortællingen var meget flad.
En gennemlæsning af bogen af en dygtig redaktør kunne have gjort underværker. Som bogen fremstår lige nu, er der desværre for mange problemer med sætningskonstruktion og fortællerstil til at bogen kan læses.
De få karakterer jeg nåede at møde var flade og intetsigende. Ejners motiv for at gøre noget så ekstremt som at begå underslæb bliver aldrig helt manifesteret. Historien bliver derudover fortalt meget passivt. Tingene sker bare, og jeg sidder i min stol og får det fortalt uden indlevelse. Det gør at jeg som læser blev skubbet ud på sidelinjen. Jeg havde svært ved at se scenerne for mig, og replikkerne var skæve, nærmest komiske i deres konstruktion.
Med denne bog gjorde jeg noget som jeg ellers er meget imod: Jeg bladrede om til sidste side for at finde ud af hvad sådan en bog dog kunne slutte med. Slutningen gav selvfølgelig ikke mening, da jeg ikke har fået resten af plottet med. Derfor måtte jeg bladre lidt rundt, og endte alligevel med at skimme den sidste halvdel af bogen.
Plottet lader til at være spændende nok, jeg var i hvert fald nysgerrig mens jeg hurtiglæste mig igennem de sidste par kapitler. Men måden den er skrevet på, og manglen på gennemarbejdning, gør den desværre noget nær umulig at læse.
| Forfatter: Kim Jørgensen | Forlag: Mellemgaard | Udgivelse: 11. december 2017 |