Læseeksemplar fra forlaget.
Sandcastle Empire foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor verden er ændret for altid, af klimaforandringer og de fremstormende Ulve, en militærgruppe der har overtaget USA. Eden, vores hovedperson, var én af de rigeste i befolkningen, og en af dem som Ulvene gik efter først. Ved bogens begyndelse møder vi hende siddende på en strand, nær de barakker der er hendes nye hjem, i fangelejren New Port Isabel. Edens verden, der før var fyldt med rigdom og luksus, består nu af 12-timers arbejdsdage og total fattigdom, styret af Ulvene. Hendes eneste ønske er at slippe væk, og finde vejen til asyl-øen Refugium, som måske, måske ikke, blot er et rygte.
Bogen er en blanding af Hunger Games og Maze Runner-serierne, med et lille twist af Divergent; kort sagt, alt det der har været populært i YA-bøger de seneste par år, har fået en plads i Olsons debutroman. Dette er dog ikke nødvendigvis en positiv ting.
Sandcastle Empire bliver for forvirrende; læseren bliver bevidst holdt hen i uvidenhed, så meget at man endda tænker, at forfatteren måske ikke engang selv har været klar over hvor historien skulle hen. Det lukkede plot er tydeligvis en del af Olsons skrivestil; ved at fortælle historien så minimalt som muligt, er hver eneste (og her mener jeg hver. eneste.) udvikling OVERRASKENDE og CHOKERENDE; eller, det er i hvert fald meningen. Men det hele flyder egentlig bare sammen, og historien fremstår blot ekstremt forvirrende og løst. Læseren får forklaret hvorfor verden har ændret sig så radikalt, men kun i bidder af samtaler og overvejelser fra hovedpersonen. Dette betyder, at den verden som Eden lever i, næsten bliver usynlig for læseren. Derudover er der den klassiske faldgrube; ved at gøre Eden til en jeg-fortæller, bliver hun hurtigt nødt til at være alvidende, så læseren kan få de nødvendige oplysninger, men også helt uduelig, så hendes historie ikke er for ‘let’. Det giver en læseoplevelse der er ekstremt frustrerende, da Eden det ene øjeblik kan klare alt, og i det næste øjeblik ikke kan bevæge sig fremad uden en hjælpende hånd og beroligende ord fra en anden karakter.
Dette leder os hen til resten af persongalleriet. Eden møder tre andre piger i begyndelsen af bogen; Hope, Finnley og Alexa. Ingen af dem lader til at være rigtige mennesker. De dukker kun op når plottet har brug for det, og siger kun ting der driver den tynde handling fremad. Der er ingen troværdig dialog mellem dem, og det virker umiddelbart som om plottet fint klarer sig uden dem. Senere i bogen dukker pludselig en flok drenge op, og tvungen romantik følger efter. Det er ærgerligt, at YA-romaner åbenbart altid skal indeholde et element af Instalove; to personer der straks falder for hinanden, uden at det virker den mindste smule realistisk. Eden selv prøver at bortforklare det, men det er bare endnu en ting der strækker det allerede ekstremt tynde plot.
Jeg var ikke glad under læsningen af denne bog. Jeg var ikke engang specielt tæt på at føle mig underholdt. Den egentlige grund til at jeg læste den færdigt var mest at jeg ville se om den kunne blive bedre. Det kunne den ikke. Der var egentlig nogle ret interessante elementer i bogen; Olson lægger flere gange op til at ville fortælle en historie om en verden i krise, men bakker så alligevel ud. Klimaforandringerne og ‘underklassens’ oprør mod The 1%, kunne virkelig have åbnet op for nogle interessante historier. I stedet for fik vi endnu en historie om en ung, smuk, (ex-)rig, men samtidigt usikker og ekstremt overpoetisk kvinde med et heltekompleks. Jeg ville nok egentlig hellere have læst historien fra Ulvenes synspunkt.
Find den i din lokale boghandel, skulle du ønske at læse den alligevel.
| Forfatter: Kayla Olson | Forlag: Høst & Søn | Udgivelse: 3. november 2017 | Oversætter: Thomas Munkholt | Originaltitel: The Sandcastle Empire |
Boguglen. En blog. 