SKILDPADDER HELE VEJEN NED AF John Green

Læseeksemplar fra forlaget.

John Green har gjort det igen. Han har skrevet en fantastisk, rørende, fantasifuld og meget velskrevet roman. Men under læsningen blev jeg pludselig i tvivl. Havde jeg læst bogen før? Hvordan kunne det lade sig gøre, når den først lige er udkommet? Det føles lidt som om, at Green har fundet en god opskrift på YA-bøger, og har valgt at følge den med denne bog også. Det er ærgerligt, for det hele begynder egentlig meget godt. Men så falder historien ind i sit sædvanlige mønster..

Bogen handler om 16-årige Aza Holmes, der lider af OCD – hun har tvangstanker og tvangsmønstre, som kan overtage hende fuldstændigt. Hun går på den lokale high school, med sine bedste venner Daisy (og Mychal), og gør alt hvad hun kan for at holde sammen på sig selv. Det er dog ikke altid at dette lykkes. Da den lokale milliardær Russell Pickett forsvinder, bliver Aza pludselig involveret og hun skal forsøge at være den gode datter, ven, high school elev og detektiv. Og så sker der ellers de sædvanlige quirky, sære, John Green-agtige ting.

Historien er meget personlig for Green, da OCD er den lidelse han selv kæmper med i sit private liv. Der er da heller ingen tvivl om at sygdommen er godt beskrevet. Han fortjener virkelig meget ros for at tale så meget om dette emne, og direkte hjælpe en masse mennesker. Han gør det så godt. Også i denne bog. Der er absolut intet stort i vejen med den. Jeg startede på den tirsdag aften, og blev færdig med den samme nat. Hans bøger er så gribende, at det simpelthen ikke er muligt at slippe den når man er kommet forbi første side.

Jeg blev ret hurtigt skuffet over hvor lidt karaktererne udover Aza fyldte. Hvor lidt de egentlig aktivt gjorde i bogen. De faldt meget i ét med baggrunden, og  forsvandt hurtigt ud til siden når de ikke bidrog direkte til historien eller Azas handlinger – men det er netop det geniale ved denne fortælling, og det er bare ét af de greb der anvendes for at gøre historien til en repræsentation af denne sygdom som Aza lider af. Der er en mening med det hele, og der er god pay-off på det senere i bogen. Det er veludført, men det er (for mig) også subtilt nok til at jeg ikke lagde mærke til det med det samme.

Jeg er dog ikke overbevist om John Greens evner når det kommer til at skrive mennesker. Ofte sker samtaler i citater; i stedet for selv at sige noget, eller have egne tanker, sker det desværre lidt for tit at hans karakterer bare bliver en slags beholdere for gode, mindeværdige citater man senere kan få tatoveret eller skrevet henover en screensaver. Det er der såmænd ikke noget galt i, men det bliver hurtigt meget overfladisk og urealistisk. Af de få citater jeg kan huske fra mine yndlingsbøger, så er det de færreste jeg rent faktisk ville være i stand til at anvende i en fornuftig samtale. Men i Greens verden er det næsten den eneste måde teenagere taler sammen på. Det er smukt og poetisk, men også en smule billigt når det kommer til karakterudvikling – i stedet for dybe, vedkommende samtaler, får man serveret en række citater.

Plottet er spændende, men jeg må indrømme at jeg havde forventet mere af denne bog. Historien minder meget om de andre han har skrevet. En jagt, en præmie, en bedste ven. Der er ikke noget galt i at have en god opskrift og følge den, men på et tidspunkt bliver det lidt for kedeligt og forudsigeligt. Det bliver til 4 ud af 6 stjerner, da jeg var gevaldigt underholdt hele vejen igennem, men jeg var også for irriteret over karaktererne og plottets udvikling til at jeg kan give den flere stjerner.

Udgivet af Høst & Søn. Find den i din lokale boghandel. 🙂

| Forfatter: John Green | Forlag: Høst & Søn | Udgivelse: 10. oktover 2017 | Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt | Originaltitel: Turtles All the Way Down |