Læseeksemplar fra forlaget.
Den sidste af Alexandra Oliva er interessant, især fordi dens præmis (tilfældigt?) minder lidt om en situation der rent faktisk er opstået i virkeligheden: Under optagelserne til et reality-show bliver deltagerne glemt og må klare sig selv, uden at være klar over at de ikke længere filmes.
Dette skete rent faktisk tidligere i år(!), da et britisk tv-show blev pillet af programmet, uden at deltagerne hørte om det før de kom hjem et par måneder senere.
Det går dog lidt mere galt i denne bog; Zoo, vores hovedperson, glemmes ikke bare. Verden rundt om hende er gået under, men det går ikke op for hende før hun får kæmpet sig igennem adskillige ubehagelige situationer. Hun er ikke klar over at de ting hun gennemgår ikke blot er prøvelser, men reelle (virkelig skræmmende!) hændelser, som hun nok ikke havde klaret hvis det ikke havde været for den trøstende tanke at der hele tiden var et kamera rettet mod hende.
Ideen om de glemte reality-deltagere er virkelig spændende, og det er bogen altså også! Jeg er virkelig imponeret over Alexandra Olivas evne til at gøre optagelserne til et tv program så fascinerende. Vi følger nemlig ikke kun hovedpersonen, men også de mennesker der er bag kameraet, og hvordan sådan et show laves. Det hele virker realistisk, og det er en god måde at vise historien fra hhv. Zoos og kameraets synsvinkel på. Det er en imponerende debut, og jeg glæder mig til at læse Olivas næste bog!
Jeg kom til at læse den til langt ud på natten, for da jeg først var nået forbi de første 3-4 kapitler, var jeg fuldstændig hooked. Olivas måde at skrive på er så dramatisk at man kan se hver lille scene for sig uden problemer. Karaktererne flyder nogle gange lidt ud, og man kan godt blive i tvivl om hvem der er hvem (der er dog en chance for at det kan skyldes min beslutning om at læse til klokken 02). Men dette forstærker bare følelsen af, at de ‘bare’ er deltagere i et tv-program, modstandere til vores hovedperson.
Jeg ville anbefale denne bog til alle der finder bare den mindste underholdning i reality shows, om det så er ved at se dem eller gøre grin med dem. Den er fyldt med spænding, men også små sjove og pudsige scener, som får en til at trække på smilebåndet. Det er ren underholdning fra side 1. Den får 5 stjerner ud af 6 mulige.
Bogen er udgivet af People’s Press d. 1. maj 2017, og (rigtig godt) oversat af Karsten Nielsen. Find den i din lokale boghandel. x
| Forfatter: Alexandra Oliva | Forlag: People’s Press | Udgivelse: 1. maj 2017 | Oversætter: Karsten Nielsen | Originaltitel: The Last One |