Station Eleven af Emily St. John Mandel lyder som en simpel bog: En verdensomspændende influenzaepidemi bryder ud og dræber stort set hele jordens befolkning. Verdensøkonomien bryder sammen, sammenhængskræfterne smuldrer. Elnettet bryder sammen. Verden går i sort. De få mennesker der er tilbage klarer sig i en mørk og ubehagelig verden, der pludselig er blevet vild igen efter århundreders fremgang. Simpelt på overfladen, ja, men Station Eleven er så meget mere end blot endnu en dyster, apokalyptisk historie. Det er en historie om tab, sorg, håb, kærlighed.
Læseren følger en række personligheder og grupper, herunder The Travelling Symphony, en gruppe musikanter, skuespillere og poetiske sjæle der ønsker at gøre mere end blot at overleve; de ønsker at skabe noget mere, i denne ufremkommelige verden der ikke længere er menneskets at bestemme over. Dette gør de ved at opføre Shakespeare, 20 år efter udbruddet der dræbte det meste af verdens befolkning har raset.
Udover denne gruppe interessante mennesker, følger vi også den verdenskendte, men let fallerede skuespiller Arthur Leanders liv, der slutter brat på en teaterscene – midt i en fremvisning af King Lear. Det er denne scene der sætter bogen i gang, og man føres som læser direkte ind i det dragende plot.
Da jeg startede på bogen, var jeg ikke klar over at det var en apokalypse-roman. Jeg havde faktisk ingen anelse om hvad jeg gik ind til. Den dukkede op som en anbefaling på Goodreads, og jeg valgte at læse den på baggrund af nogle få (meget positive) anmeldelser. Min eneste fortrydelse er at jeg ikke læste den noget før.
Vi følger flere personer igennem bogens forløb, og oplever hvordan de tackler denne nye verden, der er så ulig den de kendte; vi møder endda børn, der aldrig har kendt til andet end den ‘slukkede’ verden. De kender kun computere og internettet som historier deres forældre fortæller dem. Netop dette fandt jeg virkelig interessant, og Mandel undersøger da også denne problemstilling flere steder igennem bogen; er det bedst at leve i uvidenhed om den ikke-længere eksisterende civilisation, eller er det vigtigt at vide hvad der kom før ens egen eksistens?
I landskabet omkring disse karakterer står der tomme biler, gabende bygninger og tilgroede parker. Byerne er farlige at bevæge sig rundt i, og nogle områder er blevet komplet vilde igen, steder hvor ingen bevæger sig hen, under truslen om øjeblikkelig død. Gennem bogens karaktergalleri møder vi sorg, kærlighed, drømme og fanatisme, og vi ser et glimt af det der gør mennesket så specielt: Vores evne til at håbe på det bedste, selv i de værst tænkelige situationer. Bogen er ekstremt velskrevet, med et smukt og sirligt sprog. Det bliver pludselig let at forestille sig Nordamerika som et overgroet vildnis, og Emily St. John Mandel er virkelig dygtig til at skrive mennesker man kan tro på. Bogens karakterer er mangfoldige, og det er ikke dem alle der er specielt elskelige, men de føles i hvert fald ægte, med styrker og svagheder som os andre.
På trods af det dystre emne, så er dette en bog der er fuld af kærlighed, både til menneskets kreativitet og dets vedholdenhed. Den kan nemt gå hen og blive en klassiker i mine øjne. Bogen fortjener 6 ud af 6 stjerner, og jeg vil anbefale den til alle der nyder en god historie om spændende mennesker.
Jeg læste denne bog på engelsk, og hvis det er muligt, vil jeg anbefale enhver at læse den sådan. Der er små finurlige nuancer som kan være svære at oversætte, og Emily St. John Mandels sprog er en oplevelse i sig selv. Den er dog også udgivet på dansk, af Forlaget Iris, tilbage i 2015. Den kan findes på dansk (og engelsk, nogle steder), i din lokale boghandel.
x
Boguglen. En blog. 